Velkommen til Havhingstens laug

Havhingsten fra Glendalough er verdens største rekonstruerede vikingeskib! 30 meter langt, 4 meter bredt, og fyldt med ca. 60 glade mennesker i alle aldre og begge køn. Vi er nede på jorden, fyldt med lige så dårlig humor som den pulverkaffe vi drikker, og er ikke bleg for at drikke os i dørken på den lokale bæverding når vi er i havn - eller tænde bål på stranden og synge sange fra "Havhingstens Lystige Sømandsviser" til langt ud på natten.
Kort sagt: ALLE kan være med, også dig som aldrig har sejlet før i dit liv. Det kræver bare at du har lyst til at lære noget nyt, lyst til eventyr - og ikke er bange for at være udenfor i mange timer af gangen. I så fald vil du passe perfekt ind i det maritime og sociale eksperiment vi kalder Havhingsten.

Havhingsten er en rekonstruktion af et vikingeskibsfund der er udstillet på Vikingeskibsmuseet i Roskilde hvis værft søsatte Havhingsten i 2004. Foreningen Havhingstens Laug, hvis hjemmeside du er på lige nu, sejler og vedligeholder skibet.

Følg os online

Når vi er på togt kan vi også via satelitt positioner på Vikingeskibsmusets hjemmeside

Og vores AIS signal kan følges på MarineTraffic

Sejl med Havhingsten

Har du mod på fantastiske sejladsoplevelser, stjerneklare nætter og heftige bølger i verdens største rekonstruktion af et vikingeskib?
Havhingstens bådelaug rekrutterer både erfarne og uerfarne sejlere til vores frivillige laug.

Med saltvand i håret og tjære på tøjet udfordres du i et unikt og udviklende fællesskab af sejlere. Drømmene er store - og muligheden for at møde nye mennesker, mærke historiens vingesus og lære at sejle et enestående fartøj ligeså.

Vi sejler to-tre weekender forår og efterår på Roskilde Fjord, for at træne og ryste den store besætning sammen. Derudover kan du lære råsejlet at kende i mindre fartøjer, og sejle med på sommertogt i nationale og international farvande.

Med et medlemskab engagerer du dig i vedligeholdelse af Havhingsten, træning, togter og den ånd, der binder lauget sammen. Vi lover til gengæld et aspirantforløb med fokus på uddannelse og søsikkerhed samt et hav af eventyrlige oplevelser.

Kontakt og medlemskab

Hvis du har nogle opklarende spørgsmål, så kontakt os på havhingsten@live.dk eller ring til formanden for vores besætningsudvalg Casper Iversen tlf: 20450174.

Hvad koster det ?

Medlemskab

Medlemskab af foreningen Havhingstens Laug
Kr. 250 om året for alm. medlemskab
Kr. 150 kr. om året for studerende/unge under 25 år

For at være medlem af Havhingstens laug skal man desuden betale et omkostningsbidrag til Vikingeskibsmuseet (det er jo deres skib vi låner.....)
Kr. 750 om året for alm. medlemskab
Kr. 375 kr. om året for studerende/unge under 25 år

Ved indmeldelse efter sommerferien gælder kontingentet halvandet år. Har du spørgsmål, så mød op til en snak og en smagsprøve på langskibets kunnen.


Sommertogt

Når vi sejler på sommertogt betaler vi ca. kr. 90 pr. dag som dækker mad, havnepenge, mv.


I nedenstående kalender vises vores primære aktiviteter


Og skulle vi så ikke se lidt film....